Da Trolddommen bleff hæved - & need

Paa Jorden han svæved: Da som nu

Vaer Jaget ved at lefve, ved at aande,

Ved hver Bevægelse saa stoor at næesten

dend vaer Smerte - Medens han gik omkring

Blandt Mennisker, vaer han skuffed først:

I Liivets ydre vaer der intent Skifte

Lig det han hafvde følt i Ulvens Liiv

De træller under ham

med et troskyldig Sind

Fryckter ham,

Een Krafft aff sand Natur,

Som Sanser uden Selfbedrag

Han gliider useet blandt dem, streifer i sit Jag

Lig Kvældens Farver, Nattens Aandedrag

For ingen Guderøst hafver nogensiden

Git Mennisket Svar paa hvem han skiulede

Dæmon, Phantom & Varulv

Vaer kund Naffn paa det de selv aldrig kunde finde

End han -

I hans Hiærte: Een affgrund tung

Som det sorte Hav

Der eldsker sine Dyb

Der -

Sammenkrøget

I Vintrens Bund

Fælder han al deris Glæde,

Liiv, Mod & Haab

Maanen, stiigende paanye,

Hilser ham fra en sunken Himmel

..Oc ved den lydende Midnatssalme

Som Fryckt i Natten væver

Skald de fromme atter falme