Der er ingen fine ord 

eller fancy metafor 

der beskriver virkeligheden



selv den vildeste fiktion 

eller Hollywood-produktion 

vil kun fremstå som beskeden,



over byens tag 

har vi redet stormen af,

og lukket djævlen ind

i vores skrøbelige sind



gennem ild 

kaster jeg mig for dig

og ta'r din smerte på mig 

og skriger inden i 

igen og igen



vi har sunget dur og mol

druknet sorg i alkohol

og hver især søgt væk fra midten

lamineret kærlighed er stærk

men varer sjældent ved

lykkes det kun hvis du vil den



over byens tag

har vi redet stormen af

lukket djævlen ind 

i vores skrøbelige sind



gennem ild 

kaster jeg mig for dig

og ta'r din smerte på mig 

og skriger inden i 

igen og igen



gennem ild 

smelter vi to sammen

og flygter væk fra larmen

igen, igen og igen...



langt om længe er vi hvor vi er 

uden det mindste clue om hvad der sker

sker der mere?



gennem ild 

kaster jeg mig for dig

og ta'r din smerte på mig 

og skriger inden i

uuuhhh-ooovv



gennem ild

smelter vi to sammen 

og flygter væk fra larmen

igen, igen og igeeeeeeeeen 



igen igen (kaster jeg mig for dig) 

igen igen (kaster jeg mig for dig)