Havfde Kiærlighed lænkelagt

Den utnæmmede Mackt?

Han glemmer det han legger dødt

Ingen Minder stiiger fra Graven brat

Ingen Anger gliider giennem Siælens Nat

Med Ydmyghedens Taarer smigrede hun

Dend Guddom som hun hadede medens hun frycktede

Hendes Væsen, lig et Lam

Gijk ham ey forbi

For hun hafde rørt ved ham

Øfved sin Magi

Uagtet disse Siæle tvende

Een hafvde at ende

Nye Smerte klinger frem aff gammel Klage

Tragoedie aff uaffbrudne dage

Ukuelig, dend Tørst

Hinsidigt, det Begiær

Nu drev han yr & gal

I sorthiærtet Kval

Vintrens kulde

Snart tilfulde

- oc hans Længsel

Mod een Vinternat

Ulven vandrer eene