Uden Sorrig for det, som svandt

Han drager paa nye & farlig Færd

Hans eeneste Sorrig være at han intet fandt

Som vaer een Taare værdt

Til han Medynk saae

I hendes Øine, der alt Lius vaer tendt

Der al Glæde snart vaer endt

Slig een Pige hellig, vacker

Det brustne Blik flacker

Hun kiændte Haabet brast

Han viiger for hendes Blik

Med een smertelig Mystik

Fylder hende med Hiærtenskiær

Men hendes Ild ligger sort & død

Ondskab qvalte hver een Glød

Dend hviide Gloe, dend slukte han

Men dend ha'r skabt een mæcktig Brand

Aff Had & Elskov & tungsindigt Haab

Nyfødt bæres Maanen frem

Ofver det Sind som her bleff røfved

Aff dend mørcke,

Magi paa hende øfved

Med rædde Skrit. mod ham -

dybt berørt:

Hun:

"Du diefvlens Sendebud,

som bærer Fryckt fra Mand til Brud,

Du Menskehadets reene Styrkedrik,

Du næring for min Siæl, som dør;

Gaae ey bort, o Skygge, før

Ieg viiser Kiændsler som ieg hafvde Angst

For at nære før ieg bleff din Fangst"