I dende Nætters Nat

Der hun hafvde besættende Glød,

Bar bleege Stjerner i sit Skiød,

Hylder han hende med een Sang

Dende Lidenskabens Hymne

Vidner om det Baand

som nu Invælder

Natten i hans Aand

Naar Stjernene varsler Grye

Med to-hornet Sølvmaanenye

Oc Soelen stiiger frem

Lig een Flamme, skiær & reen

Som fra Fædres Offerbaal -

Ustyrlig er da hans Sind!

Skiænk ham saa nyt Lius aff dit Skin,

Du, Satans Soel,

saa han kand jage til Bestandighed

Regjære, i kold,

Ufattbar Mayestet