1. Gribe efter blanke ting

vil hvert et grÃÆ'Â¥digt lille barn.

Binde andre med en ring

gÃÆ'¸r man som helbefarn.

TÃÆ'¦nk hvor har man stÃÆ'Â¥et tit

og delt et vindusparadis.

Helle, helle det er mit!

Og livet gÃÆ'Â¥r pÃÆ'Â¥ samme vis:

Man binder os pÃÆ'Â¥ mund og hÃÆ'Â¥nd,

med vanens tusen stramme bÃÆ'Â¥nd,

og det er besvÃÆ'¦rligt at flagre sig fri.

Vi leger skjul hos en, som ved

at skÃÆ'¦rme os mod ensomhed

med sÃÆ'¸de kontrakter vi luller os i.

Kunne vi forbyde de tre ord: jeg lover dig

var vi vist i kÃÆ'¦rlighed pÃÆ'Â¥ mere ÃÆ'¦rlig vej.

De ord, vi svor med hÃÆ'Â¥nd og mund, 

de gÃÆ'¦lder kun den korte stund, 

til glÃÆ'¦den er borte og alting forbi.



 2. KÃÆ'¦rlighed og ÃÆ'¦gteskab,

hvad kommer de hinanden ved?

KÃÆ'¦rlighedens tomme gab,

til kÃÆ'¦ben gÃÆ'Â¥r af led.

Elskov er den vilde blomst:

I gartnerhÃÆ'¦nder gÃÆ'Â¥r den ud.

SkÃÆ'¦rmet fÃÆ'Â¥r den sin bekomst,

men blomstrer hedt i storm og slud.

Man binder os pÃÆ'Â¥ mund og hÃÆ'Â¥nd,

med vanens tusen stramme bÃÆ'Â¥nd,

men ingen kan ejes. Vi flagrer os fri.

I alle kÃÆ'¦rtegn er en flugt

de rÃÆ'¸de sansers vilde flugt

fra pligternes tvungne fortrampede sti.

Du mÃÆ'Â¥ ikke eje mig. Jeg ejer ikke dig.

Alle mine kys er ikke ja og ikke nej.

De ord vi svor med hÃÆ'Â¥nd og mund

de gÃÆ'¦lder kun den svimle stund,

det netop er kysset fra dig jeg ka´ li.



3. MÃÆ'¸de hvad der venter os,

og ingen vÃÆ'©, hvordan det gÃÆ'Â¥r.

BÃÆ'¦re skÃÆ'¦bnen uden trods,

hva der sÃÆ'Â¥ forestÃÆ'Â¥r.

Glad ved hver en venlighed,

men uden tro, at det bliver ved.

SÃÆ'¸ge fred, i det vi vÃÆ'©d,

at vi har ingen krav pÃÆ'Â¥ fred.

Man binder os pÃÆ'Â¥ mund og hÃÆ'Â¥nd,

men man kan ikke binde ÃÆ'Â¥nd,

og ingen er fangne, nÃÆ'Â¥r tanken er fri.

Vi har en indre fÃÆ'¦stning her,

som styrkes i sit eget vÃÆ'¦rd,

nÃÆ'Â¥r bare vi kÃÆ'¦mper for det, vi ka li.

Den, som holder sjÃÆ'¦len rank, ka aldrig blie trÃÆ'¦l.

Ingen ka regere det, som vi bestemmer sel.

Det lover vi med hÃÆ'Â¥nd og mund

i mÃÆ'¸rket fÃÆ'¸r en morgenstund,

at drÃÆ'¸mme om frihed blir aldrig forbi.'

( Man binder os pÃÆ'Â¥ mund og hÃÆ'Â¥nd, 1940)