Ramund var sig en bedre mand

om han havde bedre klæder

Dronningen gav hannem klæder på stand

af blågarn, bast og læder

“Sådant vil jeg ikke ha,” sagde Ramund.

“Sådant står mig ikke bra,” sagde Ramund hin unge



Ramund gik sig ved salten søstrand

der så han syv jætter stande

“Tager jeg Ramund på min mindste hånd

og kaster ham langt fra lande”

“Det gør ikke ene du,” sagde Ramund

“I må komme alle syv,” sagde Ramund hin unge



Ramund tog til sit dyre sværd

det han kaldte dymlingen røde

Hug han de jætter syv med en færd

at blodet randt dennem til døde

“Der ligger alle syv,” sagde Ramund

“Alt står jeg her endnu,” sagde Ramund hin unge



Kejseren ud af vinduet så

med angst og sorrigfuld mine

“Hvo er den mand, i gården mon stå

og der så hæsselig grine?

“Det er mig, jeg har lyst,” sagde Ramund

“Med dig at vov' en dyst,” sagde Ramund hin unge



Ramund tog til sin store kniv

den han kaldte dymlingen dyre

Skilte han kejseren ved hans liv

at hovedet fløj femten mile

“Jeg mente den ej bed,” sagde Ramund

“Dog rinder blodet ned,” sagde Ramund hin unge