1. Vers

Bukker mit hoved alting er for overvældende

Ødelagt og manden dernede vil selv have lov at fortælle det

Mine øjne er ligeså røde som blodet i min mundvig

Virvar i mit sind med et smil som er kunstigt

Bare sig nej men den er svær du ved

Hvad fanden skulle jeg eller dulme min fucking smerte med

For hvem er jeg udover lydspor

Et taleemne et udråbt navn under bedrivelse af hor

I mine øjne er jeg ikke længere vinder 

Vandre rundt på den side af medaljen hvor det ikke skinner

Flossede nerver og søvnløse nætter

Lige en enkelt mere inden vi splitter – hvad sker der med dig

Krydser fingre for at morgendagen bringer gennembrud

For ikke at følge resten af mit liv ud af vinduet

For jeg er på nu og festlamperne skinner altid

Så alt det andet pjat må sættes lidt til siden



Omkvæd:

Jeg snakker ikk' med nogen – ser ikk' nogen

Jeg taler ik' til nogen – der eksisterer ik' nogen



2. Vers:

Er du ikke ham der – der har lavet den der – du ved nok

Jo så sut den her – for ham her gir ikke en fuck

Jeg er ikke arrogant men bare på kanten til at skride

Så fuck af og lad mig snakke med flasken i lidt tid

Og sætte selvskabte ruiner lidt på afstand

Se den anden vej når lortet løber ud i sand

Blodstænk gråd og kroppe der er nøgne

Vækkende varme i halsen det er ligesom at få øjne

Det er det jeg famler i blinde for at se ting

Men nu gir det hele pludselig en smule mening

Drukne sorgerne den er for nem

For festlamperne er tænd og jeg er på om fem